Forebyg skorstensbrande

Korrekt optænding af brændeovnen reducerer antallet skorstensbrande

Antallet af skorstensbrande er faldende, og det skyldes ifølge Skorstensfejerlauget primært, at vi er blevet bedre til at skrue op for blusset, til gavn for både varmen i husene og miljøet.

307 gange i 2023 rykkede brandvæsenet ud for at få kontrol over en skorstensbrand forårsaget af nogle af Danmarks cirka 700.000 brændeovne, og det er et lille fald set i forhold til årene forud.

Skorstensbrande er den næst-hyppigste brandårsag i privat beboelse, men den faldende tendens har man hos både brandmyndighederne og skorstensfejerne mærket gennem mange år, og selvom udskiftningen og nedtagningen af brændeovne og pejse kan tage sin del af æren, så er det væsentligste årsag til at færre skorstene soder til og starter en brand, ifølge skorstensfejermester Børge Petersen fra Skorstensfejerlauget, at ejerne af brændeovnene er blevet langt bedre til at benytte brændeovnen korrekt.

– Vi er blevet gode til at få folk til at forstå, at der skal være en god forbrænding. Vi har altid fem gode råd med til brændeovnsejerne; brug tørt, rent træ, tænd op fra toppen, sørg for rigeligt med luft til forbrændingen, hold øje med om røgen er usynlig – og så skal der holdes en høj temperatur, siger Børge Petersen som har arbejdet som skorstensfejer siden 1987, og som oplever, at husejerne førhen proppede alt ind i brændeovnen, som kunne brænde, men sådan er det heldigvis ikke længere.

Ifølge Børge Petersen er det som ejer af en brændeovn vigtigt at benytte tørt brænde af en god kvalitet, og her kan der være god hjælp at hente med en fugtmåler, man kan købe i et byggemarked.

– Er der over tyve procent vand i træet, så skal du ikke fyre med det. Vandindholdet skal gerne ligge imellem fem og 15 procent, og det er ikke nok at træet er købt ovntørret, hvis det har været opbevaret fugtigt – så er det ikke tørt, lyder det gode råd fra skorstensfejeren, som anbefaler altid at have en kurv med brænde stående i nærheden af brændeovnen, for træet tørrer hurtigt i varmen – og brænder derfor bedre.

– Tørt træ giver en væsentlig renere forbrænding, mindre miljøpåvirkning – og så giver det en renere ovn.

Det er i Danmark lovpligtigt at få tilset og renset sin skorsten mindst én gang årligt, men det kan være nødvendigt med flere rensninger hvis skorstensfejeren vurderer det nødvendigt.

– Når vi kommer og fejer skorsten, og vi kan se der er i en længere periode er fyret og der er sodbelægning eller glanssod i skorsten og røgrør, så anbefaler vi at feje to gange om året, så der ikke kommer en skorstensbrand, siger Børge Petersen.

Luk for luften og ring 112

Det er for alvor når kulden melder sin ankomst i november og frem til marts at brandfolkene har ekstra travlt med at slukke skorstensbrande, og brandstatistikken viser tydeligt, at der typisk går ild i klatsoden, når der skrues op for hyggen omkring klokken 19.00. Men ved at følge nogle enkle råd, kan man både øge sikkerheden og gavne miljøet, for ved korrekt fyring og optænding i brændeovn og pejs kan man reducere antallet af skadelige partikler i røgen med 50 til 70 procent.

Hos Danske Beredskaber, der rykker ud med sine røde brandbiler når skorstensbrandene skal slukkes, påpeger sekretariatschef Bjarne Nigaard, at det er vigtigt at ringe efter hjælp med det samme, hvis der opstår skorstensbrand.

– Hvis uheldet er ude, og der går ild i skorstenen, så luk for lufttilførslen og ring 112. Man må aldrig hælde vand på en varm skorsten eller brændeovn, da det kan føre til voldsom udvikling af damp ligesom det kan få skorstenen til at revne – så ring efter professionel hjælp med det samme, lyder det fra Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.

Bruger du vådt brænde eller andet der ikke er beregnet til afbrænding, eller i øvrigt betjener ovnen forkert, så kan der dannes store mængder glanssod, som afsættes på skorstenens indvendige side og i aftrækskanaler fra ovnen eller fyret til skorstenen, og det er når der går ild i soden, skorstensbrande opstår.

Følg altid de fem brandgode råd:

  • Brug kun tørt og rent træ
  • Tænd op fra toppen
  • Sørg for rigelig luft
  • Røgen skal næsten være usynlig
  • Hold en høj temperatur i brændeovnen, pejsen og lign.

  • Luk for lufttilførsel og alarmér det kommunale brandvæsen ved at ringe 1-1-2
  • Forsøg ikke at slukke en skorstensbrand med vand, da det udvikler damp og kan få skorstenen til at revne
  • Efter en skorstensbrand må skorstenen ikke anvendes igen, før den er synet af skorstensfejeren
  • Ved montering af ny brændeovn eller ny skorsten, kontakt skorstensfejeren før skorstenen tages i brug

Tænd op fra toppen

  • Læg et par lidt større brændestykker i bunden med mindre, tynde pinde stablet lagvis ovenpå.
  • Antænd med tændposer eller lignende fra toppen og lad ilden arbejde sig ned i bålet, mens der tilføres rigelig med luft. Lad evt. ovnlågen stå på klem de første minutter, til ilden får godt fat. Denne metode kan reducere partikeludslippet i optændingsfasen med op til 80%.
  • Sørg for, at der hele tiden er rigelig med luft til forbrændingen. Skru først ned for lufttilførslen, når ilden har fat i alle træstykker. Flammerne må aldrig blive rødlige og sodende. Jo hurtigere, skorstenen bliver varm, jo hurtigere opnås den reneste forbrænding af træet.
  • Røgen skal efter få minutter være usynlig. Er røgen mørk og lugter grimt, gør du noget forkert.
  • Er du i tvivl om du benytter din brændeovn korrekt, så spørg din skorstensfejer til råds. Skorstensfejeren er ekspert på området og kan sikre dig en god og hyggelig oplevelse ved brændeovnen.

Læs mere om korrekt optænding i brændeovnen m.m. på: https://braendefyringsportalen.dk/

Fakta

Ved 28 procent af de skorstensbrande de kommunale beredskaber kørte ud til i perioden 2019 til 2023 var skorstensbranden blevet slukket da brandvæsenet ankom til skadesstedet.

Ifølge Miljøstyrelsen findes der ca. 700.000 brændeovne i Danmark.

Informationsvideo

Link til kort informationsvideo i forbindelse med korrekt optænding på YouTube:

https://youtube.com/shorts/cVZkH5EF2zg?si=_iJyF0hG5wTRMFgO


Kontakt i forbindelse med yderligere kommentarer i forbindelse med pressemeddelelsen

Bjarne Nigaard, sekretariatschef, Danske Beredskaber: 31 37 88 05

Børge Petersen, skorstensfejermester, Skorstensfejerlauget: 30 65 11 75